For godt en måned siden købte jeg en brugt bil for 28.000 kr., og jeg blev lovet, at bilen var i meget fin stand. Men allerede efter en uge brød motoren sammen, og det kan ikke betale sig at få bilen repareret.
Jeg har flere gange kontaktet den private sælger for at få ham til at tage bilen tilbage. Men han svarer, at bilen er købt som afprøvet og set, og han nægter at betale købesummen tilbage.
Gælder der ikke en reklamationsret ved alle køb?
Kan I oplyse, hvad jeg kan gøre?
”T.D.”
Svar:
NEJ! og JA!
Hvis der ikke er indgået en skriftlig købekontrakt, står du med en vanskelig sag, for du kan udelukkende komme videre med dit krav ved at anlægge en egentlig retssag. Der er ingen klagenævn, som du kan benytte, når det drejer sig om et bilkøb hos en privat person.
Der gælder ingen automatisk reklamationsret i et sådant køb, så det afhænger af, hvad der blev aftalt og ikke mindst, hvad der kan bevises. Og når den private sælger påstår, at bilen er købt som afprøvet og beset, bliver det vanskeligt – måske umuligt – at sandsynliggøre noget andet.
Vi giver dig ikke ret gode muligheder for at vinde en retssag mod sælgeren. Men gå eventuelt i Advokatvagten og få en gratis og helt konkret vurdering af sagen.
Havde du i stedet købt bilen hos en forhandler, ville du have mulighed for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, når bilens pris ligger i intervallet fra 10.000 til 100.000 kr. Her skal betales et beskedent gebyr, men man skal væbne sig med tålmodighed, for der kan gå lang tid før nævnet når frem til en afgørelse.
J.G./E.F.