Vi er otte personer, der skal have planlagt en fælles ferie, og hvor vi selv bestiller flybilletter og hoteller via Internet.
Ved vores sidste møde snakkede vi om, hvad der sker, hvis flyselskabet eller hotellet går konkurs, inden vi skal ud at rejse.
Mister vi vores penge i de to situationer?
Kan vi forsikre os mod konkurser?
”N.H.”
Svar:
MÅSKE! og til dels JA!
Hvis I køber jeres flybilletter direkte hos flyselskabet, kan I forsikre jer mod konkurs, såfremt det pågældende flyselskab er registreret hos Rejsegarantifonden (www.Rejsegarantifonden.dk) som et af de selskaber, der tilbyder konkursdækning på flybilletter til privat brug. Og hvis det er tilfældet, kan I for et beskedent beløb købe konkursdækning for jeres flybilletter.
Konkursdækning skal købes samtidig med jeres flybilletter, og det skal fremgå af fakturaen, at I har tilkøbt denne ydelse.
I kan også vælge at købe flybilletter og hotelophold samlet, dvs. som en såkaldt pakkerejse, for dermed er I dækket ved konkurs, såfremt den pågældende rejseudbyder er registreret hos Rejsegarantifonden.
Men køber I et hotelophold via de såkaldte hotelsider på nettet, er det op til jer at sikre jer, at opholdet kan afbestilles indtil få dage før ankomst, eller at opholdet først skal betales, når I kommer til hotellet. Vælger I at forudbetale hele hotelopholdet, hvor der står ”ikke-refundérbart”, fordi det på denne måde kan købes til en mere attraktiv pris, så risikerer I at miste jeres penge i tilfælde af en konkurs.
J.G./E.F.