Min far afgik ved døden for to måneder siden, og der er værdier for cirka 100.000 kr. i dødsboet. Desuden er der en kapitalpension, som min far ville hæve i år, og som efter statsafgift giver en nettoudbetaling på knap 400.000 kr.
Da min far sad i uskiftet bo med mig, har jeg fået oplyst, at der er to bundfradrag på 264.100 kr., som der ikke skal betales arveafgift af. Men nu oplyser banken, at det ikke gælder min fars pensionsopsparinger.
Kan det være rigtigt?
”N.J.K.”
Svar:
JA!
Hvis din far havde nået at hæve sin kapitalpension, så de 400.000 kr. var kontanter i boet, så skulle der slet ikke betales noget i boafgift (tidligere kaldet for arveafgift). Når fællesboet efter en afdød gøres op er der ganske rigtigt to bundfradrag à 264.100 kr., dvs. så en arv til dig på op til 528.200 kr. ville være afgiftsfri.
Men kommer kapitalpensionen først til udbetaling, efter din far er død, skal der betales 15 % i boafgift af det nettobeløb, som du får udbetalt. Derfor er det korrekt, hvad banken har oplyst til dig.
At der ville være sparet omkring 60.000 kr. i boafgift, hvis din far havde nået at hæve sin kapitalpension, kan du ikke gøre noget ved. Der er ingen bundfradrag i boafgiften af de pensionsopsparinger, der bliver udbetalt til arvinger.
J.G./E.F.