Gennem de seneste tre år har min datter sparet op til sine bryllupssko ved at lægge mønter i en krukke. Det har været en tradition i vores familie, og den ønskede hun at videreføre.
Men da hun var ude for at købe sko, nægtede ekspedienten at modtage mønterne, som min datter havde talt op på forhånd. Hun bad min datter gå i banken og få dem vekslet.
Er det lovligt?
Penge er vel penge?, og mig bekendt er mønter et lovligt betalingsmiddel.
”J.S.H.”
Svar:
To gange JA!
Mønter er ganske rigtigt et lovligt betalingsmiddel, men der er sat en grænse for det antal mønter, som fx en forretning har pligt til at modtage i en betaling. Her gælder møntlovens § 4 stk. 4:
” Ingen har pligt til i én betaling at modtage mere end femogtyve mønter af hver enhed”.
Når der er indført en sådan regel, så skyldes det, at betaling af større beløb, fx et par sko til 1.200 kr., kan være generende og tidskrævende, lige som der i andre forhold kan være tale om chikane.
Det er næppe alle skobutikker, der afviser betaling for brudesko i mønter. Derfor kan din datter måske med fordel prøve at ringe til forskellige butikker for at finde én, der vil være med til at videreføre jeres familietradition.
J.G./E.F.