Jeg købte for tre måneder siden en ny mobiltelefon, men uden abonnement, da jeg ikke vil være fastlåst til et bestemt selskab.
Mobilen virkede fint i starten, men pludselig begyndte den at slukke sig selv, så jeg skulle logge ind med kode for at få den i gang igen.
Forretningen havde ikke tidligere oplevet en sådan fejl, så mobiltelefonen blev sendt til producenten for at blive repareret. Der er nu gået mere end en måned, og selv om jeg har rykket en del gange, kan jeg ikke få svar på, hvornår jeg får telefonen igen.
Kan jeg forlange at få mine penge tilbage, når reparationen tager så lang tid?
”S.L.”
Svar:
Sandsynligvis JA!
Butikken har pligt til at få udført den omtalte reparation inden for ”rimelig tid”. Det fremgår af købelovens § 78 stk. 4, der bestemmer følgende:
”Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning”.
Derfor bliver det afgørende, hvad der kan anses for ”rimelig tid” i denne sammenhæng, og her står følgende ret så elastiske regel i købelovens § 79 stk. 1:
”Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed”.
Efter vores vurdering er fristen overskredet, når det gælder reparation af en mobiltelefon. Men send butikken et brev, hvor du meddeler, at du hæver købet og kræver dine penge igen, hvis mobiltelefonen ikke er repareret og udleveret til dig inden for en frist på otte dage.
Af bevismæssige grunde gør du klogt i at sende brevet anbefalet og beholde en kopi af det.
J.G./E.F.