Jeg har flere gange læst i jeres brevkasse, at to som flytter sammen bliver betragtet som ægtefæller og derfor skal trækkes i pensionen.
Men gælder det også, hvis to mænd eller to kvinder køber et hus sammen og bor på hver sin etage?
De to personer har alt andet til fælles, men som sagt hver sin bolig.
Bliver de trukket i pensionen?
”B.J.”
Svar:
NEJ! og TJA!
Hvis to pensionister vælger at købe en ejendom sammen, og hvis de hver især har deres egen bolig i huset, men ellers ikke noget med hinanden at gøre, så er de fortsat ”reelt enlige”, dvs. de har fortsat krav på at få udbetalt folkepension som ”reelt enlige”.
Men køber de ind sammen, og laver mad sammen hver dag, så løber de en risiko for, at kommunen ikke længere anser dem for ”reelt enlige” og dermed nedsætter deres pension. Og det gør de to boligejere, uanset om det er to mænd eller to kvinder.
Juridisk set har udgangspunktet været, at forholdet mellem de to personer skal kunne føre til ægteskab eller registreret partnerskab, men flere og flere kommunen kigger mere på det økonomiske aspekt af fællesskabet. Nemlig om de to pensionister via den fælle husførelse opnår en besparelse i forhold til at spise hver for sig.
Når du skriver, at de to pensionister ”har alt til fælles” ud over hver sin bolig, vil vi helt klart anbefale, at får et skriftligt svar fra socialforvaltningen, inden de køber et hus sammen. Nemlig et skriftligt svar på, om kommunen fortsat anser dem for ”reelt enlige”.
J.G./E.F.