• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Grene fra naboens træ giver skygge

Min mand og jeg har store gener fra et højt træ på naboens grund. Træets grene rager mere end to meter ind over vores grund, og det skygger så meget, at vi næsten ikke har sol på vores terrasse.
Må vi save grenene af?
Kan hegnssynet pålægge naboen, at grenene skal skæres af?
"S.E."

Svar:
To gange NEJ!
I må kun kappe de grene, der vokser så tæt på hækken, at de kan beskadige hækken. Det fremgår af hegnslovens § 19. stk. 2, der bestemmer følgende:
"Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinien".
Hvis der er tale om grene, der sidder højere oppe på træet – og det vil der være, når de kan give skygge på jeres terrasse – så er det ikke en sag, som hegnssynet kan beskæftige sig med. I stedet skal der anlægges en egentlig retssag, hvor I nedlægger påstand om, at generne fra træet overstiger, hvad man efter almindelige naboretlige regler skal affinde sig med.
Her får I et kort referat af en dom fra 2009, hvor Vestre Landsret kom frem til, at naboen skulle beskære eller fælde et skyggefuldt træ:
"Under en sag, der angik beskæring af et træ på B's grund, nedlagde A påstand om, at naboen B skulle beskære eller fælde en nordmannsgran, der skyggede for solen i A's have. Vestre Landsret fandt det bevist, at generne forårsaget af træet oversteg det, som en nabo i forhold til en anden nabo efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. B skulle herefter efter eget valg fælde eller beskære granen til en højde på ikke over 3 meter inden for en af retten fastsat frist".
Tag i første ombæring en snak med naboen. Måske vil naboen frivilligt være med til at kappe de generende grene på det høje træ.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Anden juridisk rådgivning

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt