Jeg mistede min kone i november 2009, hvor jeg valgte at sidde i uskiftet bo med vores voksne søn.
Nu bor jeg sammen med en god bekendt, og vi ønsker at indgå ægteskab. Men da jeg ikke har ret store værdier, har jeg bedt min søn give afkald på arv efter sin mor, idet han jo engang vil få arv efter mig. Desuden har min bekendt tilbudt at oprette et testamente, hvor min søn indsættes til at arve alt efter hende, da hun ikke har børn.
Min søn har afvist begge forslag og siger, at han skal have sin arv efter sin mor, hvis jeg indgår et nyt ægteskab.
Jeg modtager folkepension, ejer en bil, noget indbo og har en opsparing på knap 200.000 kr. Alt i alt har jeg måske værdier for 350.000 kr.
Kan I beregne, hvad jeg skal af med til min søn, hvis jeg indgår ægteskab?
“R.S.”
Svar:
JA!
Som udgangspunkt har din søn krav på halvdelen af værdierne i boet efter mor, og da hendes bo udgør halvdelen af det uskiftede bo, vil det svare til en fjerdedel af alle værdier. Men sådan går det ikke, hvis du vælger at skifte boet, for her kan du gøre brug af arvelovens § 11 stk. 2, der bestemmer følgende:
“Den længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil 600.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97)”.
Da du efter det oplyste råder over værdier for mindre end beløbsgrænsen, som i 2012 udgør 680.000 kr., har du ret til at udtage det hele, dvs. uden din søn skal have noget som helst i arv efter sin mor. Og derefter står det dig frit at indgå et nyt ægteskab.
Når du har fået det hele i form af et såkaldt ægtefælleudlæg, kan du bagefter begunstige din nye kone mest muligt i et testamente, hvis du har lyst til det. Dermed står hun til at arve 7/8 af dine værdier, mens din søn får den sidste ottendedel som sin tvangsarv.
J.G./E.F.