Min mor døde for et halvt år siden, og jeg arver alt efter hende. Da boet endnu ikke er gjort op, håber jeg at få solgt hendes hus, og nu har jeg sat prisen ned for fjerde gang.
Den mægler, der har huset til salg, har udformet en lejekontrakt, hvor huset udlejes på følgende betingelser, der er skrevet under “særlige vilkår”:
“Lejer skal acceptere fremvisninger af huset, som p.t. står til salg hos… (det pågældende mæglerfirma). Lejer er indforstået med, at udlejer kan opsige lejeaftalen med to måneders varsel, såfremt huset bliver solgt, og lejer kan opsige aftalen med tre måneders varsel til udløb med udgangen af en kalendermåned”.
Kan jeg være sikker på, at de omtalte vilkår er juridisk bindende for min lejer?
En af mine venner påstår, at der slet ikke kan indsættes vilkår om opsigelse ved et salg af huset.
Er det rigtigt?
“T.H.”
Svar:
NEJ! og JA!
Den pågældende ejendomsmægler burde undlade at lave udkast til lejeaftaler, for mægleren risikerer at blive erstatningsansvarlig, såfremt du bruger det omtalte udkast. Du kan ikke opsige en tidsubegrænset lejeaftale, fordi huset bliver solgt. Og det gælder uanset, om det er aftalt i lejekontrakten, at du skal kunne opsige lejemålet i tilfælde af et salg. Et sådant vilkår er nemlig ugyldigt, dvs. uden retsvirkning af nogen art.
I stedet for en lejekontrakt med vilkår, der er ugyldige, kan der indgås en tidsbegrænset lejeaftale, der udløber pr. en bestemt dag, fx om et halvt år, hvor din lejer skal fraflytte.
Ved at benytte den sidstnævnte model, har du tillige en dato, hvor en eventuel køber af ejendommen kan komme til at bebo huset.
J.G./E.F.