Vi er to pensionister, der har boet sammen i en årrække. Jeg har ingen børn, mens min samlever har en datter, som jeg har et godt forhold til. Derfor vil jeg forære min samlevers datter mit sommerhus, som jeg ikke længere benytter selv.
Kan jeg gøre det i form af den model, som I har omtalt her i brevkassen, dvs. 15 % under vurderingen og med årlige afgiftsfri gaver?
Jeg ønsker ikke at få penge for huset.
Er der andre modeller?
”T.V.L.”
Svar:
NEJ! og JA!
Du kan ikke sælge huset 15 % under vurderingen til din samlevers datter, lige som du heller ikke kan give hende afgiftsfri pengegaver.
Indgår du derimod ægteskab med din samlever, så kan du benytte den omtalte model, for de afgiftsfri pengegaver gælder både i relation til egne børn og til såkaldte stedbørn.
Et ægteskab har tillige en række andre fordele. Dels får du og din samlever arveret efter hinanden, og dels er der ingen boafgift – tidligere kaldet for arveafgift – af den arv, som tilfalder den længstlevende af jer.
Ønsker I ikke at blive gift, kan du sælge sommerhuset til din samlevers datter for den reelle markedspris, og du kan låne hende pengene på et rentefrit lån, såfremt det udformes med særlige opsigelsesvilkår. Desuden kan du oprette et testamente, hvor du bestemmer, at datteren skal arve et beløb, der svarer til restgælden på lånet. Men det vil være en dyr løsning for din samlevers datter, idet der skal betales såvel boafgift som tillægsboafgift af hendes arv.
Den økonomisk bedste løsning går via et ægteskab, og i givet fald vil vi anbefale, at du og din samlever køber juridisk assistance til at få skræddersyet det rigtige juridiske sikkerhedsnet under jeres forhold.
J.G./E.F.