-Vores racekat måtte aflives efter hundebid
Vi har gennem en årrække haft racekatte, der ikke får lov til at strejfe frit, men udelukkende kommer ud i en voliere ved vores hus.Da vi for nylig havde gæster, slap katten ud, og kort tid efter kunne vi høre, hvordan naboens hund jagtede og overfaldt den.
Vores kat blev bidt flere steder, og selv om vi straks fik en dyrlæge til at gøre, hvad der var muligt, døde katten.
Vi har forsøgt at få naboen til an anmelde skaden til sin hundeforsikring, idet der os bekendt er objektivt ansvar for hunde. Men det nægter naboen og henviser til, at det ikke gælder, når en kat kommer ind i hans have.
Er det juridisk rigtigt?
Vi har et økonomisk tab på ca. 4.000 kr. inklusiv dyrlægens regning.
"S.B.J."
Svar:
JA!
Hverken ejeren af hunden eller hans forsikring kan forpligtes at betale dyrlægeregningen i en situation, hvor jeres kat bliver bidt af en hund, der befinder sig i haven til det hus, hvor den hører til.
Selv om det lyder barskt, så har hunden ret til at jagte katte, som kommer ind i haven.
Ejeren af huset ville i øvrigt også have ret til at jage katten ud af sin have. Der fremgår af § 14 i lov om vej- og markfred, hvor der står følgende:
"Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer".
J.G./E.F.
