Vores nabo klipper hæk i kiggehøjde
Min mand og jeg bor i et lille vænge, hvor husene ligger temmelig tæt, og vi har desværre en meget emsig og nysgerrig nabo. Selv om vi flere gange har bedt hende om at lade hækken få en rimelig højde, klipper hun den helt bogstaveligt ned i kiggehøjde. Derfor kan vi ikke opholde os i haven, uden vi føler os overbegloet.
Sidste år undlod vi at klippe hækken ned i højden på vores side. Men hun klippede hækken ned med 40 centimeter på sin side, og resultatet blev en grim og gennemsigtig top.
Kan vi kræve, at hækken skal være 1,8 meter høj?
Kan vi på nogen måde forhindre naboen i at klippe hækken ned til den højde, hun ønsker?
"R.I."
Svar:
To gange JA!
I et boligkvarter som det omtalte vil hegnets højde sædvanligvis blive fastsat til at være mellem 1,8 og 2 meter. Derfor kan I forlange, at hækken skal være 1,8 meter.
Hvis naboen fortsætter med at klippe hækken til "kiggehøjde", kan I bede hegnssynet om hjælp. I skal blot anmode om, at hegnssynet fastsætter højden på den omtalte fælleshegn, da I ikke kan blive enige med jeres nabo om højden på hækken.
J.G./E.F.
