-Kommunen gi'r forkerte oplysninger
I vores kvarter har kommunen i de seneste ti år udstykket temmelig mange grunde.I det kommunale salgsmateriale fremhæves det, at "der også er udlagt arealer til skole". Det er rigtigt, at der er udlagt et areal til skole, men kommunen har for år tilbage besluttet sig til ikke at bygge skolen.
Sidste år skrev vi til borgmesteren for at høre, om man fortsat ville markedsføre byggegrunde i området på den måde, men uden at få svar. Nu sker det igen.
Kan vi som følge af den vildledende markedsføring kræve et nedslag i grundpriserne?
Kan I oplyse, hvor langt tilbage man kan gå med en sådan sag?
"M.J."
Svar:
NEJ! og TJA!
Når der er udlagt et areal til skole i lokalplanen, kan det ikke kaldes for vildledende markedsføring at skrive det i udbudsmaterialet. Heller ikke i en situation, hvor kommunen har besluttet, at den ikke vil bygge en skole. Arealet kan jo fx bruges til en såkaldt privat skole.
En lokalplan er udelukkende en slags politisk hensigtserklæring, hvor der gives tilladelse til bestemte anvendelser af de pågældende arealer. Planen medfører på ingen måde pligt til at bygge skoler og virksomheder, fordi der bliver udlagt arealer til de formål. Derfor er der ingen mulighed for at få et nedslag i grundprisen, fordi de udlagte arealer ikke bliver bebygget på den tilladte måde.
J.G./E.F.
