Gennem de seneste tre år har vi fulgt en ejendom, der har været til salg hos to forskellige mæglere, og hvor prisen til sidst var sat ned med knap 35 %. Nu er huset kommet på tvangsauktion, og vi overvejer at møde op i fogedretten for at byde på det.
Er det korrekt, at der skal bydes med mindst 10.000 kr. hver gang?
Skal vi stille sikkerhed, hvis den kreditforening, der har penge til gode, kræver en ny tvangsauktion?
Kan I give os nogen gode råd?
”L.G.F.”
Svar:
BÅDE-OG!, NEJ! og MÅSKE!
Det er korrekt, at fogedretten kan bestemme, der skal bydes med 10.000 kr., men ikke hvad angår første bud. Her kan I byde, hvad I vil, fx 1 kr. eller 500 kr.
Hvis en panthaver begærer en 2. auktion, skal højestbydende på den første tvangsauktion ikke stille sikkerhed. Men højestbydende er fortsat bundet af sit bud de næste seks uger og køber dermed ejendommen, såfremt der ikke kommer højere bud på den næste tvangsauktion.
Ud over budsummen skal en køber stille sikkerhed for det såkaldte størstebeløb, dvs. hvad der skyldes af afdrag, ejendomsskatter, forsikringer m.v. på ejendommen.
Inden I eventuelt byder på huset, gør I klogt i at gøre følgende:
1) Undersøg ejendommen grundigt, hvis der ikke foreligger en tilstandsrapport.
2) Køb juridisk bistand til at få kigget papirerne igennem og eventuelt til at deltage i tvangsauktionen sammen med jer.
3) Sørg for at have rådighed over dobbelt så mange midler, som jeres maksimale bud og størstebeløbet udgør. Det er jer, der skal betale den gæld, der skyldes i ejendommen, og I får først jeres sikkerhed tilbagebetalt af fogedretten, når gælden er betalt.
I kan slippe for at skulle have dobbelt så mange midler, hvis I stiller en bankgaranti over for fogedretten.
J.G./E.F.