Min hustru og jeg er begge 68 år og har desværre trods ihærdige forsøg stadig en meget stor privatgæld, idet vi skylder godt tre mio. kr. væk.
Vi havde håbet, vi kunne være ude af gælden, når vi kom på pension, men uheldige hændelser gjorde det desværre umuligt.
Ud over folkepensionens grundbeløb har vi begge en mindre kommunal pension. Vi ejer stort set intet af værdi, bor til leje og har en gammel bil fra 1993.
Vi er selvfølgelig meget skamfulde over gælden og troede, at vi, hvis jeg påtog mig et job, kunne tilbagebetale en del hver måned. Jeg kan imidlertid kun få lidt arbejde, og derfor har vi ingen udsigt til at kunne nedbringe vores gæld.
Nu ser vi imidlertid ofte under denne frygtelige finanskrise, at visse personer erklærer sig personligt konkurs og derved kommer videre med deres liv.
Kan vi eventuelt også gøre noget sådant og slippe for gælden?
Kan I pege på andre muligheder?
"O.L."
Svar:
NEJ! og JA!
Efter det oplyste kan du og din kone ansøge skifteretten om en gældssanering, da I på ingen måde har udsigt til at kunne betale jeres gæld, lige som det ikke tjener noget fornuftigt formål at afdrage på den. Selv om I spænder livremmen yderligere ind, vil jeres mulige afdrag ikke engang kunne betale renterne, og derfor har I ikke en kinamands chance for at nedbringe gælden.
Du og din kone kan med fordel gå i den lokale skifteret og få et ansøgningsskema, hvor I skal redegøre for jeres økonomiske situation.
I skal være grundige, når I udfylder skemaet, og I skal vedlægge kopier af de ønskede dokumenter, fx jeres selvangivelser for de sidste tre år.
Hvis skifteretten vælger at indlede en gældssanering, får I beskikket en advokat, som sædvanligvis betales af det offentlige.
I forbindelse med en gældssanering bliver der taget stilling til, om I kan yde et offer i form af en månedlig betaling i fem år. Vi kan ikke vurdere, om I eventuelt kan betale et tusinde kroner hver måned i fem år, men hvis det skulle blive resultatet, så slettes resten af jeres gæld, såfremt I overholder de fastsatte betalinger.
Har I rent faktisk kun til husleje og forplejning, kan skifteretten vælge, at I ikke skal betale et beløb hver måned i fem år, men at hele jeres gæld alligevel bliver slettet.
J.G./E.F.