Gennem de seneste måneder har min kone og en af hendes veninder gjort klar til at åbne en netbutik, hvor de vil sælge børnetøj og babyudstyr. De har fundet egnede lokaler, forhandlet med producenter og lavet en handlingsplan med indretning, markedsføring osv. I budgettet har de beregnet, at der skal bruges cirka 200.000 kr. på selve etableringen.
Er det korrekt, at de hver især kan få skattefradrag for halvdelen af dette
beløb?
Jeg har intet med projektet at gøre, men har opfordret dem til at få juridisk hjælp. Det mener de imidlertid ikke, at de har brug for.
Er der noget, som de rent juridisk bør foretage sig?
”T.V.L.”
Svar:
BÅDE-OG! og JA!
De to iværksættere kan ikke fratrække deres etableringsudgifter på en gang, så her gør de klogt i at købe assistance hos en revisor. Noget af udgiften kan straks fratrækkes, mens andet skal afskrives over en årrække.
Juridisk set er der mindst et dokument, som du kan anbefale, at din kone og hendes veninde får oprettet. Det gælder en såkaldt interessentskabskontrakt. En aftale som den omtalte indeholder regler for de situationer, der kan opstå, når to personer driver en virksomhed sammen. Det gælder blandt andet regler om, hvordan en part opsiger samarbejdet, hvordan vedkommendes andel af virksomhedens værdi skal fastsættes og den økonomiske hæftelse parterne imellem.
Hvis din kone og hendes veninde kan tale fornuftigt sammen i alle tænkelige og fremtidige situationer, så behøver de ikke en sådan kontrakt. Men opstår der på et tidspunkt uenighed, er der ikke megen jura, der hjælper dem, medmindre de har aftalt reglerne på forhånd.
J.G./E.F.