Min søster og jeg har gennemført et privat skifte af dødsboet efter vores mor, der afgik ved døden i august 2013. Det var ret så enkelt, for vi skulle opsige vores mors lejemål og dele hendes indbo og formue.
Da vi indsendte en åbningsstatus, havde vi nedskrevet restgælden på de to familielån, som min søster og jeg fik i januar 2013, hvor vores mor solgte sit hus. Skifteretten bad om at få tilsendt de originale lånedokumenter, men anfægtede ikke nedskrivningen på lånene.
Efter vi har indsendt den endelige boopgørelse, og fået den godkendt af Skat, har skifteretten beregnet afgiften, og heraf fremgår følgende: ”Ej godkendt nedskrivning på 58.700 kr. på to lån”. Og dermed skal vi betale yderligere 17.610 kr. i boafgift.
Kan skifteretten komme med en sådan ændring, når Skat har godkendt boopgørelsen?
Vi synes det er en mærkelig fremgangsmåde, hvis skifteretten på et så sent tidspunkt kan underkende nedskrivningen på vores familielån.
Er en mundtlig aftale ikke lige så bindende som en skriftlig?
”E.W.”
Svar:
JA! og til dels JA!
Skifteretten skal først beregne boafgiften, når Skat har godkendt værdiansættelsen i den endelige boopgørelse. Derfor kan skifteretten gøre som omtalt, selv om det ville have været mere rimeligt at have bedt om dokumentation for nedskrivningen, efter I havde indsendt åbningsstatus.
En mundtlig aftale er kun lige så bindende som en skriftlig, såfremt den kan bevises – og det kan I ikke, når den ene aftalepart er afgået ved døden.
Hvis rentefri familielån nedskrives med afgiftsfri pengegaver, vil skifteretten altid forlange, at det kan dokumenteres. Enten med en dateret og underskrevet bekræftelse på bagsiden af lånedokumentet eller i form af selvstændige gavebreve.
J.G.E.F.