-Vi er usikre på vilkårene i hushandel
Jeg har købt mine forældres sommerhus, og i den forbindelse blev der udstedt et rentefrit gældsbrev, som afdrages med de beløb, mine forældre afgiftsfrit må give mig.Vi betalte en advokat for at udarbejde alle papirerne i forbindelse med købet, herunder gavebreve og gældsbrev. Men efter at have læst et indlæg om rentefri familielån er vi blevet usikre på, om teksten i gældsbrevet er den rigtige. Her står følgende:
"Dette gældsbrev nedskrives med 56.000 kr. per kalenderår, indtil restgælden er indfriet".
Er det en juridisk korrekt formulering?
"H.J.L."
Svar:
TJA!
Når du stiller dit spørgsmål på den måde, bliver vi nødt til at svare "tja", for sådan kan et vilkår i et gældsbrev godt formuleres. Men i så fald bliver resultatet, at du som låntager skal betale gaveafgift af hovedstolen på lånet minus det beløb, som udgjorde den afgiftsfri bundgrænse for gaver mellem forældre og børn i det år, hvor du fik lånet.
Et favorabelt familielån skal være reelt, hvis det skal kunne godkendes af skattemyndighederne, dvs. du skal rent faktisk skylde dine forældre pengene. Desuden skal dine forældre kunne kræve restgælden indfriet med kort varsel, fx med otte dages varsel, såfremt der ikke skal være negative skattemæssige konsekvenser, fordi lånet er rentefrit.
I det omtalte gældsbrev bruges ordet "nedskrives med 56.000 kr. per kalenderår", og det fortolker vi som et bindende tilsagn om, at dine forældre vil give dig årlige afgiftsfri gaver, indtil gælden er ude af verden, dvs. de har forpligtet sig til at forære dig hele gælden. Derfor skal der betales gaveafgift af det samlede beløb
Den pågældende advokat har lavet en fejl, for der er ingen fornuftig grund til at udstede et gældebrev, hvis det er hensigten, at du skal have hele beløbet foræret over en årrække. I så fald skulle gældsbrevet have været afløst af et gavebrev.
J.G./E.F.
