Min kæreste og jeg har fået et tidsbegrænset lejemål i en ejerlejlighed, hvor ejeren p.t. bor i udlandet.
Lejemålet blev annonceret i et dagblad af en ejendomsmægler, og inden vi fik lejemålet, underskrev vi et dokument, hvor vi skal betale 2.000 kr. til mægleren.
Nu har nogle af vores bekendte sagt, at vi kan lade være med at betale beløbet til mægleren, for han må ikke tage betaling af os for et sådant arbejde.
Er det korrekt?
Der er tale om en lejlighed på 64 kvadratmeter. Den er i pæn stand, men det er flere år siden, at den blev malet.
I kontrakten har mægleren sat kryds ved, at vi skal aflevere lejligheden nyistandsat.
Er det ensbetydende med, at alt skal males m.v., når vi flytter?
“L.C.”
Svar:
To gange NEJ!
Det er ejeren af lejligheden og ikke jer, der skal betale mægleren for lejeaftalen.
Send den pågældende ejendomsmægler et brev, hvor I skriver, at der må tale om en misforståelse, for det er forbudt at kræve vederlag fra jer, når lejligheden udlejes. Det fremgår helt klart af lejelovens § 6 stk. 1:
“Ved udlejning til beboelse, ved formidling af sådanne lejeforhold eller ved bytning af beboelseslejligheder er det ikke tilladt at modtage eller kræve vederlag fra lejeren eller at betinge sig, at lejeren indgår anden retshandel, som ikke er et led i lejeaftalen”.
Ligeledes er det i strid med lejeloven, at der sættes kryds ved, at I skal aflevere lejligheden nyistandsat, når I flytter. Her gælder lejelovens § 98 stk. 1 sidste del:
“… Det kan ikke pålægges lejeren at bringe det lejede i bedre stand end den, hvori han overtog det lejede”.
I kan eventuelt bede mægleren om en bekræftelse på, at der er tale om en fejl i jeres lejekontrakt, da lejemålet ikke var nyistandsat ved jeres indflytning.
J.G./E.F.