Min mand og jeg skal skilles, og jeg bor nu et andet sted. Alligevel skal jeg efter min mands mening fortsat betale halvdelen af alle udgifter på huset, indtil vi får det solgt.
Er det rigtigt?
Jeg har ikke råd til at betale halvdelen af udgifterne i min nuværende situation, hvor jeg jo også skal betale husleje et andet sted.
Kan jeg forlange, at min mand skal overtage huset, hvis han fortsat ønsker at bo i det?
”L.E.”
Svar:
BÅDE-OG! og NEJ!
Når I ejer ejendommen halvt om halvt, dvs. i lige sameje, skal du betale halvdelen af de faste udgifter, fx lån, ejendomsskatter og husforsikring, indtil ejendommen bliver solgt. Men du skal ikke betale noget til forbrugsudgifter, fx el, vand og varme, for det er udgifter, som din mand alene skal betale.
Din mand kommer i øvrigt også til at betale husleje for at bo i huset. I opgørelsen over jeres fællesbo skal der posteres en såkaldt fiktiv husleje fra din mand til dig, når han bor i huset, og denne husleje skal svare til halvdelen af, hvad huset ville kunne udlejes for til anden side. Dermed får du via boopgørelsen en husleje på halvdelen af det beløb, som I ville kunne få for at udleje hele huset til andre.
Beregningen af fiktiv husleje skal ske fra ophørsdagen og fremefter, dvs. fra den dag, hvor statsforvaltningen modtager anmodning om separation eller skilsmisse, medmindre en tidligere ophørsdag er aftalt. Jeres formuefællesskab ophører pr. denne dato.
Du kan ikke forlange, at din mand skal købe din halvdel af huset. Men du han via skifteretten få gennemtvunget, at huset sælges, og dermed bliver din mand nødt til at finde sig en anden bolig.
Efter det oplyste gør du klogt i at kontakte en advokat, der kan hjælpe dig med bodelingen
J.G./E.F.