-Vi kan få et ekstra år i udlandet
Jeg har været udstationeret i Paris de seneste 20 måneder, og min kæreste flyttede ligeledes til Frankrig sammen med mig.Efter den oprindelige aftale med min arbejdsgiver skal jeg tilbage på den danske virksomhed efter to år, men nu har jeg fået tilbudt, at opholdet i Paris kan forlænges med et år.
Jeg er imidlertid i tvivl, om min kæreste og jeg løber en risiko ved at blive i udlandet i yderligere et år, for jeg har hørt, at jeg kun kan fremleje vores ejerlejlighed i to år. Derefter skulle lejeren ikke kunne opsiges igen.
Er det rigtigt?
Der er ikke meget ved at vende hjem og ikke kunne bo i vores ejerlejlighed igen.
"M.L."
Svar:
NEJ!
Lad os begynde med at rette en misforståelse, for der er ikke tale om videreudlejning - også kaldet for fremleje - når I udlejer jeres egen lejlighed. Det er almindelig udlejning, og her gælder ingen to års regler (som fx ved fremleje på grund af udstationering).
Når opholdet i udlandet er begrundet i dine forhold, dvs. at du forlænger dit job i Paris med yderligere et år, kan du indgå en ny tidsbegrænset lejeaftale med din nuværende lejer eller eventuelt med en ny lejer.
J.G./E.F.
