-Udsalg med fravalg af bytteret
Jeg har købt en habit på udsalg, men den viste sig at være skævt syet sammen ved det ene ærme på jakken. Derfor ønskede jeg at bytte den. Men det blev afvist af forretningen, fordi der var opsat et skilt med denne ordlyd:"Stærkt nedsatte habitter - ingen bytte- og reklamationsret".
Kan en butik lovligt fratage mig min bytteret?
"P.H."
Svar:
JA!
Dansk lovgivning giver dig ingen bytteret, så det bliver op til den enkelte forretning, om den vil give dig bytteret eller ej. Men det er heller ikke dét, der er kernen i denne sag. Det er derimod reklamationsretten, og den kan forretningen ikke sætte ud af kraft. Heller ikke ved stærkt nedsatte udsalgsvarer.
Når der er fejl og mangler ved en varer, som du køber - også på udsalg - kan du kræve dem udbedret gratis, lige som du måske kan få varen ombyttet eller ophæve købet og kræve dine penge igen. Derfor skal du ikke affinde dig med forretningens forklaring, men eventuelt gøre dit krav gældende i et anbefalet brev, som du af bevismæssige grunde beholder en kopi af.
Forretningen kunne have taget et forbehold, så du var afskåret fra at kræve reparation m.v. Nemlig ved at skrive på skiltet, at habitterne var nedsat i pris, fordi de var syet forkert med skæve sømme osv. Men når det ikke er tilfældet, så er der tale om fejl og mangler, som du ikke skal affinde dig med.
J.G./E.F.
