Som en hjælp til vor datter, der skal læse i en anden by, har vi købt en ejerlejlighed, og den ønsker vi at udleje til vor datter og en af hendes veninder. Vor datter har ikke råd til at bo i lejligheden alene.
Kan vi udleje lejligheden i form af to værelser, hvor hver af lejeren har adgang til stuen og køkkenet, så vi er sikre på at kunne opsige venindens lejemål med en måneds varsel?
Kan I ellers give os et godt råd?
“S.R.”
Svar:
NEJ! og JA!
Da lejligheden efter al sandsynlighed ligger i en af de kommuner, hvor der er boligregulering, fordi der er knaphed på lejeboliger, må I ikke udleje den som enkeltværelser. Det fremgår af boligreguleringslovens § 47 stk.2:
“En bolig, der hidtil har været udlejet som beboelseslejlighed, må ikke udlejes som enkeltværelser uden kommunalbestyrelsens samtykke”.
I stedet kan I udleje lejligheden til jeres datter, som derefter kan videreudleje, dvs. fremleje, et værelse med adgang til køkken og bad til sin veninde. På den måde vil jeres datter til enhver tid kunne opsige sin lejer med en måneds varsel til udløbet af en kalendermåned.
J.G./E.F