Min søster afgik ved døden for knap to måneder siden, og jeg arver det hele, idet hun hverken efterlader sig børn eller ægtefælle.
Boet er udlagt til privat skifte, og jeg har opsagt den lejlighed, som min søster har boet til leje i de seneste 18 år. Lejligheden ligger i en privat ejendom, hvor udlejeren selv bor, og der er opsparet et stort beløb på lejlighedens konto.
Jeg har bedt udlejeren om at bruge beløbet til at istandsætte lejligheden, men det nægter han. Udlejeren siger, at pengene slet ikke står på en konto, og at de ikke kan bruges til at male og tapetsere et opsagt lejemål.
Udlejeren kræver, at dødsboet skal betale for en total istandsættelse af lejligheden, selv om der er rigeligt med penge til det på den omtalte konto.
Jeg opfatter det som snyd, og det har jeg sagt til udlejeren. Han svarer, at sådan er det bare, og at han ikke gider høre mere på mig.
Kan jeg på dødsboets vegne anmelde udlejeren til politiet?
“P.L.”
Svar:
NEJ!
Den pågældende udlejer har ret i, at dødsboet skal betale for en istandsættelse af lejemålet, hvis det var nyistandsat, da din søster flyttede ind, og hvis det skal afleveres nyistandsat.
Selv om der er opsparet et større beløb på lejlighedens indvendige vedligeholdelseskonto, kan dødsboet – eller for den sags skyld en fraflyttende lejer – ikke bruge pengene til istandsættelse, når lejemålet er opsagt. Det fremgår af lejelovens § 23 stk. 3, som kun giver mening, hvis reglen læses i sammenhæng med de foregående bestemmelser:
“Lejeren kan kræve, at udlejeren foretager hvidtning, maling og tapetsering, når det er nødvendigt, og udgiften kan afholdes af det beløb, der er til rådighed på vedligeholdelseskontoen.
Stk. 2. Lejeren kan endvidere kræve, at det beløb, hvormed saldoen på vedligeholdelseskontoen overstiger et beløb svarende til de seneste 3 års samlede hensættelser, anvendes til andre rimelige og hensigtsmæssige vedligeholdelsesarbejder i lejligheden. Det er dog en betingelse, at lejligheden fremtræder i vel vedligeholdt stand for så vidt angår hvidtning, maling og tapetsering.
Stk. 3. Er lejeaftalen opsagt af en af parterne, kan lejeren ikke fremsætte krav efter stk. 1 og 2”.
Lejeloven indeholder ingen krav om, at pengene skal stå på en konto. Beløbet skal blot fremgå af en opgørelse, som lejeren modtager. Derfor kan det juridisk set godt være korrekt, at der er tale om en ren bogføringskonto.
Når dødsboet har betalt for istandsættelse ved fraflytning, og en ny lejer er flyttet ind, skal den omtalte konto videreføres over for den nye lejer. Udlejeren kan ikke inddrage beløbet og putte det i sin egen lomme.
Hvis vi skal svare helt klart, så er der på ingen måde tale om “snyd”. Den pågældende udlejer følger blot reglerne i lejeloven.
J.G./E.F.