Træets grene rækker langt ind over hækken
Vores nabo har et højt fyrretræer, hvis grene rækker mere end to meter ind over hækken foran vores køkkenvindue. Træet skygger, ødelægger det øverste af hækken og efterlader en masse nåle i vores tagrende.
Kan vi med loven i hånd slippe for de omtalte gener?
Selv om vi har et godt forhold til vores nabo, kan vi ikke få ham til at fælde træet.
"U.C."
Svar:
Til dels JA!
Dansk lovgivning indeholder to regler, som I kan benytte til at få løst noget af problemet. Disse regler står i hegnslovens § 19 stk. 2 og stk. 3, der bestemmer følgende:
"Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinien".
"Grene, der på grund af alder, råd el lign skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne".
Den første af reglerne giver jer ganske enkelt ret til at kappe grene, der vokser tæt hen over hækken og ind til jer. Disse grene kan I uden videre save af i "skellinien", som ligger midt i hækken.
Skulle der sidde rådne grene højere oppe på naboens træer, kan I bede naboen fjerne dem. Og gør han det ikke, kan I anmode hegnssynet om at give ham et pålæg om at save dem af.
Hegnssynet kan derimod ikke tage stilling til, om træerne skal fældes, fordi de udgør en risiko for jeres ejendom. En sådan sag hører under de almindelige domstolene, og den afgøres ud fra almindelige naboretlige synspunkter, dvs. hvor store gener skal man som nabo acceptere fra naboens træer.
Da en retssag kan blive en både besværlig og bekostelig affære, gør I måske klogt i at tage endnu en snak med naboen. Det vil være betydeligt billigere, hvis I tilbyder naboen at betale for en fældning af træet, og en sådan løsning slår ingen skår i jeres gode forhold til naboen.
J.G./E.F.
