-Foreninger giver tilskud til badebro
I det sommerhusområde, hvor vi har fritidshus, er der tre grundejerforeninger. Den ene forening har i en del år stået for opsættelsen af en badebro på stranden, mens de to andre foreninger har givet et tilskud, der for hver forenings vedkommende svarer til en tredjedel af udgifterne.De seneste år har broen været i meget dårlig stand. Derfor spekulerer min mand og jeg på, hvem der kan gøres ansvarlig, hvis en person braser gennem broen og kommer til skade.
Er det udelukkende den forening, der sætter broen op, som kan gøres ansvarlig?
Eller er det også de to foreninger, der blot giver tilskud til arbejdet?
"B.W."
Svar:
NEJ! og JA!
Selv om du kalder betalingen fra de to grundejerforeninger for "et tilskud", må broen betragtes som et fælles projekt, hvor hver forening betaler sin andel - i form af en tredjedel - af udgifterne. Derfor er det vores vurdering, at foreningerne hæfter solidarisk, hvis der viser sig at være grundlag for at gøre et erstatningskrav gældende på grund af broens dårlige stand.
Kommer en badegæst til skade, kan gæsten frit vælge, om erstatningskravet skal rettes mod en af de tre foreninger eller de tre foreninger i fællesskab.
I gør i øvrigt klogt i at opsætte et skilt med påskriften: "Færdsel på eget ansvar. Broen er i dårlig stand".
J.G./E.F.
