Jeg bor i en privat udlejningsejendom med ti toværelses lejligheder og to taglejligheder.
Vores udlejer har for tre måneder siden og uden varsel opsat altaner på ti af lejlighederne, selv om vi tidligere har fået at vide, at etablering af altaner ville ske på frivillig basis.
Vi har intet hørt fra udlejeren, siden altanerne blev sat op, hverken om etablering af dør til altanen eller om huslejeforhøjelse.
Kan vores udlejer tvinge os til at betale for altanerne?
Kan I oplyse med hvilket varsel, vores udlejer kan hæve huslejen?
Kan I ligeledes oplyse med hvilket varsel, vores udlejer kan etablere altandøre i vores lejemål?
Har vi krav på dokumentation for huslejeforhøjelsen?
Må vi hoppe ud af vinduet og bruge vores altan, selv om vi endnu ikke betaler for den?
Vi har ingen beboerrepræsentation i ejendommen.
“H.A.”.
Svar:
UPS for en mundfuld.
Jeres udlejer er i sin gode ret til at sætte altaner på sin ejendom, men udlejeren skal varsle arbejdet med isætning af altandøre mindst seks uger i forvejen.
Når jeres udlejer har opsat altanerne uden skriftligt at varsle projektet med oplysning om, at I kan gøre indsigelse, så har udlejeren begrænset en efterfølgende huslejeforhøjelse. Den kan i givet fald kun blive på 91 kr. pr. kvadratmeter beboelse pr. år, og heri er inkluderet andre eventuelle forhøjelser efter forbedringer de seneste tre år.
Jeres udlejer skal overholde følgende regel, hvis han ønsker at gennemføre en lejeforhøjelse:
“Kravet om lejeforhøjelse skal fremsættes skriftligt og indeholde oplysning om grunden til lejeforhøjelsen, en beregning af lejeforhøjelsen med oplysning om de afholdte udgifter samt oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse. Indeholder kravet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt”.
Jeres udlejer kan ikke forbyde jer at hoppe ud af vinduet for at bruge altanen, men det sker i givet fald på jeres egen ansvar.
J.G./E.F.