-Svigersøn får arven som særeje
Vores svigersøns far har skrevet testamente, som bevirker, at hvis vores datter og svigersøn bliver skilt, får vores datter ikke del i denne arv. Vi ved ikke, om det er fuldstændigt særeje eller skilsmissesæreje.Hvis vores datter og svigersøn bliver skilt eksempelvis 10 år efter, at arven er blevet udbetalt, skal hele arven så trækkes ud af boet, før boet kan deles?
Det kunne jo tænkes, at nogle af pengene var brugt i mellemtiden til fælles større ting som båd, bil, campingvogn og lignende.
Er der nogen ting, som vores datter og svigersøn bør gøre i den forbindelse, fx skrive op, hvad pengene bliver brugt til?
Er der i den forbindelse forskel på, hvilket særeje der er lavet?
"O.E."
Svar:
MÅSKE!, JA! og NEJ!
Modtager jeres svigersøn en arv, hvor det er bestemt i et testamente, at det skal være hans særeje, får jeres datter ikke noget af arven i tilfælde af en skilsmisse. Det gælder, uanset om arven er gjort til svigersønnens skilsmissesæreje eller til hans fuldstændige særeje.
Når jeres svigersøn køber ting for sin arv, fx en bil eller en halvpart i en bil, så bliver det i stedet hans særeje. Men da en bil og de fleste andre ting mister værdi med tiden, vil det være værdien på det tidspunkt, hvor parterne bliver skilt, der er hans særeje.
Hvis han bruger arven til at forbedre sin del af fællesboet, fx til at betale en tilbygning til huset eller til at indfri et lån i huset, vil der opstå et såkaldt særejebeskyttelseskrav, som betyder, at han kan kræve at udtage et beløb forlods svarende til forøgelsen af fællesejet med særejemidler.
Hvis jeres svigersøn bruger arven til rejser og lignende, så er der ikke længere noget særeje. Det samme kan blive resultatet, såfremt det arvede beløb igennem længere tid bliver blandet sammen med parterne øvrige økonomiske forhold. I så fald vil det være som varmt og koldt vand, der render sammen i et badekar. Det vil ikke være til at se, hvad der er hvad, og derfor er der måske ikke længere noget særeje.
Når en person får sin arv som særeje, vil det altid være en god idé at sætte pengene ind på en særskilt konto, så det kan dokumenteres, hvad de bliver brugt til, og dermed hvad der i stedet bliver særeje. På den måde sikrer man sig, at særejet fortsat består.
Når I ved, at jeres datters svigerfar har bestemt, at svigersønnens arv skal være særeje, kan I med fordel overveje, om I skal gøre det samme. Nemlig oprette et testamente, hvor I bestemmer, at alt, hvad jeres datter måtte arve efter jer, skal være hendes særeje.
J.G./E.F.
