-Jeg tror ikke på advokatens regnestykke
Min mand og jeg skal skilles, og derfor skal værdierne i vores fælleseje fordeles imellem os.Vi har fået vurderet huset, som vi ejer i fællesskab, og her har vi en friværdi på 300.000 kr., når alle udgifter ved salget er betalt.
Jeg mener, at jeg skal have halvdelen af denne friværdi, men min mands advokat har lavet et regnestykke, hvor jeg samlet står til mindre med ud af ægteskabet.
Kan det på nogen måde være rigtigt?
Ud over friværdien i huset ejer vi i fællesskab en bil, der er vurderet til ca. 100.000 kr., og vi har en fælles opsparing på knap 80.000 kr. Indboet har vi delt.
Inden jeg traf min mand, var han gået ned med en virksomhed, der måtte lukkes med gæld. Denne gæld har vi betalt afdrag på de seneste seks år, hvor den er nedbragt fra ca. 800.000 kr. til omkring. 500.000 kr.
Efter mit regnestykke har jeg krav på at få halvdelen af 480.000 kr., dvs. 240.000 kr.
Er det korrekt efter de omtalte beløb?
Hvis svaret bliver "nej", bedes I venligst opstille det juridisk rigtige regnestykke.
"E.N."
Svar:
To gange JA!
Selv om I ejer huset i fællesskab, dvs. med begge jeres navne på skødet, kan advokaten udmærket have ret i, at din mand får en større del af friværdien end dig. Når den ene ægtefælle har gæld, kan den formueordning, der automatisk følger med et ægteskab - dvs. fælleseje - nemlig blive et dyrt bekendtskab for den anden ægtefælle.
Ved salget af huset får du i første ombæring halvdelen af fortjenesten, for rent teknisk indgår denne halvdel i din andel af jeres fælleseje, dvs. i din såkaldte bodel. På samme måde indgår den anden halvdel af fortjenesten i din mands bodel.
Når boet bagefter skal deles i forbindelse med jeres separation og skilsmisse, foregår det på den måde, at I får krav på halvdelen af hinandens værdier, dvs. værdierne i jeres respektive bodele. Men det gælder kun positive bodele. En negativ bodel skal ikke deles.
Hvis vi bruger dine egne tal til at gøre boet op, så er der værdier for 240.000 kr. i din bodel (i form af halvdelen af friværdien i huset og i bilen samt halvdelen af opsparingen). Til gengæld er din mands bodel negativ, for den rummer ligeledes værdier for 240.000 kr. samt en gæld på 500.000 kr., dvs. et samlet minus på 260.000 kr.
Ved selve bodelingen får din mand krav på halvdelen af værdierne i din bodel, men du får ikke krav på noget fra hans bodel, når den er negativ. Derfor bliver resultatet, at du går ud af ægteskabet med værdier for 120.000 kr., mens din eksmand står tilbage med værdier for 360.000 kr. og sin gæld på 500.000 kr.
Når din mand får en større andel af friværdien i huset og bilen samt jeres opsparing, hænger det sammen med, at du giftede dig med en mand, der havde gæld. Til gengæld kan du måske glæde dig over, at huset, bilen og opsparingen var registreret i begge jeres navne. Hvis det kun havde været din mand, der havde sit navn på skøde m.v., havde han fået samtlige de omtalte værdier.
I den sidstnævnte situation, ville der stå nul værdier i din bodel, mens din mands bodel ville omfatte værdier for 480.000 kr. samt en gæld på 500.000 kr., dvs. et minus på 20.000 kr. Og en negativ bodel skal som omtalt ikke deles.
J.G./E.F.
