-Straffeattest får udlejer til at slå bak
Jeg har indgået en skriftlig aftale om at leje et værelse i en villa, hvor udlejeren bor, og jeg har indbetalt et depositum. Men nu forlanger udlejeren, at jeg skal kunne fremvise en ren straffeattest, inden jeg flytter ind, og det kan jeg desværre ikke. Derfor vil udlejeren ikke lade mig flytte ind. Han siger, at han har ret til at annullere lejeaftalen.Er det rigtigt?
Jeg har opsagt min nuværende bolig, og det hele ender måske med, at jeg står uden tag over hovedet.
"C.L."
Svar:
NEJ!
Når der er indgået en bindende lejekontrakt, kan udlejeren kun opsige den i henhold til lejelovens regler. Derfor har du krav på at kunne flytte ind som aftalt, og hvis udlejeren vil ud af lejeaftalen, skal han opsige den med en måneds varsel til udløbet af en måned. Det er lejelovens opsigelsesvarsel for et værelse, der er en del af udlejerens egen bolig.
Nægter udlejeren at opfylde sin del af jeres lejeaftale, kan du kræve erstatning. Du kan forlange, at udlejeren betaler de ekstra udgifter, som du bliver påført på grund af den ugyldige ophævelse af dit lejemål. Det kan fx være ekstra udgifter til en midlertidig bolig og ekstra flytteudgifter.
Send af bevismæssige grunde udlejeren et anbefalet brev, som du beholder en kopi af, og hvor du forbeholder dig ret til at kræve erstatning for de ekstra udgifter, du bliver påført, såfremt udlejeren fastholder den ugyldige ophævelse af lejekontrakten med dig.
J.G./E.F.
