-En debat om straffen for bigami

Jeg var for nylig i et selskab, hvor vi kom til at diskutere, hvorfor det i nogle lande er tilladt at have flere koner, mens det er strafbart her i landet.
Kan I give forklaringen på, at man kan straffes for bigami, når det er tilladt at have flere papirløse koner?
Findes der domme, hvor folk straffes for at have flere ægtefæller?
"H.P.B."

Svar:
To gange JA!
Bigami er ganske enkelt forbudt og strafbart, fordi et flertal i det danske folketing har vedtaget, at ingen her i landet kan være gift med flere personer på samme tid. Der er ikke anført en begrundelse for bestemmelsen i loven, men den kan sandsynligvis splittes op i to forhold.. Nemlig i en traditionel opfattelse af, hvad der bør være strafbart, og de retsvirkninger, der automatisk udløses ved et ægteskab, fx formuefællesskab og tvangsarveret, for de forudsætter, at man kun kan være gift med en person.
Danske domstole har dømt en del bigamister for at have to ægtefæller, og det er typisk ægtefæller, der er separeret, men endnu ikke skilt. Straffen i en del af disse sager har været fængsel i to til fire måneder på baggrund af straffelovens § 208, der fastslår følgende:
"Den, der indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, og som i forvejen er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med fængsel indtil 3 år eller, hvis den anden person har været uvidende om det bestående ægteskab eller registrerede partnerskab, med fængsel indtil 6 år.
"Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen fængsel indtil 1 år".
"Den, som uden selv at være gift eller være part i et registreret partnerskab indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der allerede er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med fængsel indtil 1 år".
Selv om bigami er strafbart, så kan en person ganske rigtigt have lige så mange kærester eller papirløse samlevere, som vedkommende kan få fat i. Men der opstår heller ikke formuefællesskab eller tvangsarveret, fordi man er kærester eller bor sammen.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk