Tidligere svigersøn lugter penge
Da min hustru og jeg solgte vores villa for fire år siden for at flytte i en ældrebolig, forærede vi vores voksne datter et stort beløb, og der blev året efter betalt gaveafgift af pengene. Vi ønskede at give hende pengene, mens vi stadig er i live.Nu er hendes mand flyttet sammen med en kvindelig kollega og har ansøgt om at blive separeret. Selv om det er ham, der vil ud af ægteskabet, forsøger han at få flest mulige værdier med sig. Han gør blandt andet krav på halvdelen af de penge, som vi forærede vores datter, og som hun har investeret i obligationer.
Kan han på nogen måde få medhold i et sådant krav, når pengene er en slags forskudsarv efter os?
Gælder der særlige regler, når et ægteskab bliver opløst, hvis den ene part har været utro?
"O.N."
Svar:
JA! og NEJ!
Når I har undladt at opstille særlige vilkår, da I forærede jeres datter den store pengegave, indgår gaven i hendes andel af fællesejet, dvs. i hendes såkaldte bodel. Det medfører desværre for hende, at hendes ægtefælle får krav på halvdelen, når parret skal separeres og skilles.
Hvis I fx har foræret jeres datter 600.000 kr., og det er de eneste værdier, som hun har sit navn på, får hendes ægtefælle krav på halvdelen, dvs. 300.000 kr., i tilfælde af separation og skilsmisse.
I kunne have beskyttet jeres datter mod dette formuetab, hvis I havde fastsat et vilkår om, at gaven skulle tilhøre jeres datter som skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller en blanding af de to særejeformer. Men når I undlod at gøre det, står hun til at miste halvdelen ved separationen. Et sådant vilkår kan ikke på gyldig vis fastsættes efterfølgende.
Selv om det ikke gavner jer, kan vi tilføje, at et vilkår om særeje skal fremgå af et gavebrev, der senest underskrives samtidig med, at gaven bliver givet. Det samme gælder, hvis et arveforskud skal være særeje, og det skal i så fald fremgå af en såkaldt arveforskudskontrakt.
Der gælder ingen regler om skævdeling i et ægteskab, hvor den ene part har været utro. Hver af ægtefællerne får krav på halvdelen af hinandens værdier, såfremt deres andele af fællesejet, dvs. deres såkaldte bodele, indeholder flere aktiver end passiver og slutter med at være positive.
J.G./E.F.
