Jeg købte for et år siden et hus, hvor jeg står alene på skødet samt på alle lån. En måned senere blev jeg gift med min nuværende mand, dvs. vi har alt i alt været gift i 11 måneder.
Min mand ejer også et hus, der er udlejet. Han er selvstændig erhvervsdrivende og har en del formue, herunder en dyr bil.
Min situation i øjeblikket er meget vanskeligt og måske på grænsen af separation. Vi har ikke nogen ægtepagt.
Kan min mand have en ægtepagt eller et særeje, uden jeg ved det?
Kan min mand tvinge mig til at sælge mit hus, så han skal have halvdelen af friværdien i det?
Kan I oplyse, hvordan vores formuer bliver delt ved en separation?
”S.A.”
Svar:
Til dels JA!, NEJ! og JA!
Når I indgik ægteskab, uden I oprettede en ægtepagt, så har I fælleseje. Det betyder, at I får krav på halvdelen af hinandens værdier i tilfælde af en separation.
Eller sagt med andre ord, så skal du have halvdelen af den samlede værdi af alt, hvad din mand ejer, og han skal have halvdelen af den samlede værdi af alt, hvad du ejer. Står du fx som ejer af værdier for to mio. kr., og står din mand som ejer af værdier for fire mio. kr., vil bodelingen ved en separation medføre, at I hver især går du af ægteskabet med værdier for tre mio. kr.
Hvis jeres ægteskab inkl. forudgående samliv har varet mindre end fem år, og den ene af jer har indbragt den væsentligste del af formuen, er der mulighed for en vis skævdeling. Nemlig hvis en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi der ikke har været et økonomisk fællesskab af betydning
Teoretisk set kan din mand have et særeje, uden du ved det. Men kun hvis han har arvet værdier eller fået værdier som gave, og hvis det i testamentet eller i gavebrevet er bestemt, at disse værdier skal være hans særeje. Men din mand kan ikke have en ægtepagt, uden du ved det, for den kan kun oprettes med begge jeres underskrifter.
Efter det oplyste gør du klogt i at alliere dig med en ekspert i familieret, hvis det ender med en separation eller skilsmisse.
J.G./E.F.