-Bilisten var skyld i ulykken
Jeg har været udsat for en ulykke, hvor jeg væltede med min cykel, og hvor mit knæ gik af led.En bilist kørte ud foran mig, selv om der var ubetinget vigepligt, og bilistens forsikringsselskab har påtaget sig hele ansvaret for ulykken.
Der skete en del skade på min cykel og mit tøj. Men desværre også på min person. I cirka halvanden måned skal jeg gå med en skinne fra foden til det øverste af låret, og det bevirker måske, at mit arbejde ryger sig en tur.
Flere af mine venner siger, at jeg har krav på kontant erstatning for svie og smerte.
Er det korrekt?
Andre mener, der er tale om så små beløb, at det ikke kan betale sig at bruge tid på det.
Kan I oplyse, hvad beløbene er?
Når skinnen bliver fjernet, skal jeg genoptrænes hos en fysioterapeut.
Kan jeg få denne behandling betalt af forsikringen?
"N.P."
Svar:
JA!, JA! og atter JA!
Når bilisten har ansvaret for ulykken, får du krav på "erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden samt en godtgørelse for svie og smerte".
Du skal have erstattet skaderne på din cykel og dit tøj, og du har krav på en godtgørelse på 155 kr. fra den dag, hvor du blev påført personskaden, indtil du kan begynde at arbejde igen, eller indtil din helbredelsestilstand er blevet stationær.
Den omtalte behandling hos en fysioterapeut har du også krav på at få betalt, lige som du kan få dækket et indtægtstab i relation til dit arbejde, fx forskellen på dagpenge fra det offentlige og den løn, du ellers ville have fået.
Du kan eventuelt bede dit eget forsikringsselskab hjælpe dig med sagen.
J.G./E.F.
