Jeg har netop haft besøg af politiet, fordi en person har sagt, at han ejer min motorbåd. Han skulle have genkendt den, da han gik tur ved jollehavnen.
Kan det være rigtigt, at jeg kan forpligtes til at aflevere båden uden at få mine penge tilbage, når jeg var i god tro, da jeg købte den?
Båden blev købt for tre år siden af en person, der have ruser og andre fiskeredskaber liggende i den. Derfor tog jeg for givet, at det var hans båd, og i øvrigt gemmer ingen papirer på en ca. ti år gammel jolle med påhængsmotor.
"D.K."
Svar:
JA!
Som køber skal du sikre dig dokumentation for, at sælgeren af varen – i dette tilfælde en motorbåd – er den retmæssige ejer. Det er på ingen måde nok, at sælgeren virker sympatisk og troværdig, for er båden stjålet, kan ejeren kræve den udleveret gratis fra dig. Rent juridisk kaldet det for vindikation.
Hvis båden er stjålet, skal du aflevere den, og du får ingen penge fra ejeren. I stedet kan du gøre et krav gældende mod den person, der solgte dig båden, hvis du kan finde ham, og hvis han i øvrigt har penge. Det har tyve og andre kriminelle imidlertid sjældent.
J.G./E.F.