-Jeg har fundet gamle mønter på min grund

En af mine bekendte og jeg undersøgte for nylig en del af vores ejendom med en metaldetektor, og her fandt vi syv gamle mønter - sandsynligvis af sølv - på den del af jorden, hvor der har engang har været en vandmølle.
Har jeg pligt til at aflevere disse mønter?
Får jeg i givet fald en godtgørelse?
"H.M."

Svar:
To gange JA!
De omtalte mønter er såkaldt danefæ og skal afleveres til Nationalmuseet, der udbetaler en godtgørelse.
Den relevante regel står i museumslovens § 30:
"Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi.
Stk. 2. Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet.
Stk. 3. Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen har sikret fundet".
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk