Udlejer skal snart på efterløn
Jeg kan snart gå på efterløn, men jeg er i tvivl om, hvad der bliver modregnet i min efterløn, når jeg har en udlejningsejendom med fire lejemål, og hvor jeg selv bor i det ene.Bliver min huslejeindtægt modregnet i efterlønnen?
Jeg har hørt, at en ejendom som den omtalte kan betragtes som et investeringsobjekt, og at den dermed ikke får indflydelse på min efterløn.
Kan I oplyse, hvad jeg skal gøre for at min ejendom bliver et investeringsobjekt?
"P.S."
Svar:
BÅDE-OG! samt JA!
Når man ejer udlejningsejendomme, driver man selvstændig virksomhed, og indtægter fra selvstændig virksomhed vil som udgangspunkt medføre fradrag i efterlønnen. Men bliver driften af din virksomhed lagt om, så udlejningen udelukkende er såkaldt formueforvaltning, får indtægten ikke indflydelse på størrelsen af din efterløn.
Du må ikke selv udføre arbejde i forbindelse med din ejendom, dvs. der skal være ansat en vicevært, eller lejerne skal selv sørge for trappevask m.v. Desuden skal du have en anden, fx en revisor, til at stå for administrationen af ejendommen.
Det er kun, hvis du ikke selv arbejder i virksomheden - i dette tilfælde udlejningsvirksomheden - at det vil være en formueforvaltning, som ikke får indflydelse på din efterløn.
J.G./E.F.
