Vi er to søskende, der har arvet et sommerhus, og vi ejer hver især 50 % af det. Nu ønsker min bror at sælge sin andel, men jeg har ikke råd til at købe den.
Kan min bror sælge sin andel, uden at jeg har accepteret det?
Kan jeg forhindre, at min bror sælger sin andel, fx til sin søn?
Har jeg indflydelse på salgsprisen?
"L.T."
Svar:
JA! og to gange NEJ!
Når du og din bror har undladt at oprette en samejeoverenskomst med regler om salg af jeres andele, misligholdelse, brug af sommerhuset osv., så har din bror ret til at sælge sin andel.
Sædvanligvis vil det være vanskeligt – ofte umuligt – at sælge et halvt sommerhus. Men kan din bror finde en køber, fx sin søn, er der juridisk intet til hinder for, at han sælger sin andel.
Du skal ikke spørges på forhånd, og du har ingen indflydelse på salgsprisen. Men da det vil være klogt, at der opstilles en række indbyrdes regler for sommerhuset i en samejeoverenskomst, bør det være muligt for dig at få en fornuftig dialog med din bror, inden han eventuelt sælger sin andel af huset.
J.G./E.F.