-Tømrerfirma beregner sig en skyhøj rente

Jeg har modtaget en faktura fra et tømrerfirma, der har repareret nogle vinduer i mit hus, og som skal have 6.129,22 kr. for arbejdet. Beløbet er rimeligt, så det betaler jeg naturligvis. Men jeg undrer mig over den tekst, der står nederst på fakturaen:
"Ved for sen betaling påregnes rente i henhold til gældende lovgivning, 2 % pr. påbegyndt måned. Rykkergebyr kr. 100".
Er det lovligt med en skyhøj rente på omkring 27 % om året i en tid, hvor man stort set ikke kan få renter af de penge, man har i banken?
Gør det nogen forskel, at vilkåret står på fakturaen?
Kan tømreren forlange 100 kr., hvis han skal sende en rykker?
"B.F."

Svar:
To gange NEJ! og JA!
Det pågældende tømrerfirma kender ikke dansk lovgivning, når det gælder strafrenter, for det kan ikke forlange en strafrente på 2 % pr. påbegyndt måned, men derimod omkring 0,6 % i strafrente pr. måned.
Uanset hvad firmaet skriver på fakturaen, kan det ikke fravige rentelovens regel om strafrenter:
"Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år".
Da nationalbankens udlånsrente pr. 1. juli 2010 udgør 1,05 %, må firmaer p.t. maksimalt kræve en strafrente på 8,05 % om året!
Til gengæld er det korrekt, at tømrerfirmaet må opkræve et rykkergebyr på 100 kr., for her gælder følgende:
"Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse... Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum".
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk