Forleden blev jeg en tidlig morgen ringet op af en sælger, der solgte annoncer til en vejviser. Han havde fundet ud af, at jeg har et lille firma, der sælger garn, strik osv.
I telefonsamtalen sagde jeg ja til en annoncepakke, og jeg fik senere en bekræftelse pr. e-mail. Nogle dage senere fandt jeg ud af, at annoncerne ville være spild af penge. Derfor meddelte jeg pr. e-mail, at jeg havde fortrudt aftalen. Men det ville sælgeren ikke være med til.
Er det ikke forbudt at sælge varer ved at ringe til folk?
Har jeg fortrydelsesret?
”L.R.”
Svar:
To gange NEJ!
Telefonsalg til erhvervsdrivende er lovligt, medmindre den erhvervsdrivende har reklamebeskyttet sin virksomhed, hvilket kan gøres på www.Virk.dk.
Reglerne om fortrydelsesret gælder i forbrugerkøb, dvs. hvor det er en forbruger, der har købt en vare via fjernhandel. De gælder ikke ved en handel mellem to virksomheder, fx den pågældende vejviservirksomhed og din virksomhed.
J.G./E.F.