Vi er et ældre ægtepar, der har to børn, hvoraf det ene har måttet lukke sin virksomhed og har hårdt brug for penge. Derfor vil vi give ham et arveforskud på 300.000 kr., men vi er i tvivl om, hvad der skal laves af papirer.
Vores datter er indforstået med, at hendes bror får et arveforskud, så her er ingen problemer.
Skal et arveforskud omtales i et testamente?
Skal vores søn betales skat af det?
Skal der udfyldes bestemte papirer?
”L.S.R.”
Svar:
Tre gange NEJ!
Der er ingen ”bestemte papirer”, som I skal udfylde, for at give et arveforskud, og det er op til jer, om I vil omtale arveforskuddet i et testamente. I bør imidlertid oprette en arveforskudskontrakt, således at der ikke er tvivl om, at der er tale om et arveforskud og ikke en gave.
Jeres søn skal ikke betale skat af arveforskuddet. I stedet skal der betales gaveafgift på 15 % af det beløb, der i indeværende kalenderår overstiger 60.700 kr. Derfor kommer jeres søn til at betale 35.895 kr. i gaveafgift, hvis en af jer giver ham et arveforskud på 300.000 kr.
Giver den pågældende af jer i stedet jeres søn et arveforskud på det beløb, han netto ville have tilbage efter afgift, dvs. 264.105 kr., og forpligter den pågældende forælder sig til at betale afgiften, skal der betales 30.510,75 kr. i gaveafgift. Dermed er der en besparelse på 5.384,25 kr.
I kan også vælge en tredje løsning, som slet ikke udløser afgift. Nemlig følgende:
1) Giv jeres søn et arveforskud på 60.700 kr. i indeværende år.
2) Lån ham resten af beløbet, dvs. 239.300 kr., på et rentefrit familielån på særlige vilkår.
Skulle I næste år – og de efterfølgende år – få lyst til det, har I ret til at give jeres søn nye afgiftsfri arveforskud ved at nedskrive gælde på lånet.
Hvis I giver jeres søn et arveforskud, gør I klogt i at skrive det på et stykke papir, som dateres og underskrives personligt.
I kan hver især give jeres søn et afgiftsfrit arveforskud på 60.700 kr. i indeværende år, hvis I hver især har midler til det.
Er arveforskuddet over 60.700 kr., skal det indberettes til Skat, og der skal betales afgift af det overskydende beløb.
Det er ingen sag at give penge væk, fx i form af arveforskud, men det kan være sin sag at gøre det på den mest fordelagtige måde rent juridisk.
J.G./E.F.