-Problemer med at starte ny uddannelse
Jeg arbejder i en privat virksomhed og har planer om at begynde på en ny uddannelse. Men jeg kan først få at vide, om jeg kommer ind på uddannelsen cirka to måneder før, at jeg skal begynde på skolen.Mit problem er, at jeg har en ansættelseskontrakt, hvori der står: "Opsigelse 3 måneder". Men der står intet om, hvorvidt det gælder fra min eller fra arbejdsgiverens side.
Kan min arbejdsgiver forlange, at jeg skal opsige mit job med tre måneders varsel?
"M.E."
Svar:
JA!
Det omtalte opsigelsesvarsel gælder begge veje, og du har forpligtet dig til at opsige dit job med tre måneders varsel til ophør med udgangen af en kalendermåned.
Hvis du er funktionær, kan du finde den relevante regel i funktionærlovens § 2 stk. 6:
"Dog kan der ved skriftlig kontrakt træffes bestemmelse om længere opsigelsesvarsel fra funktionærens side under forudsætning af, at opsigelsesvarslet fra arbejdsgiverens side forlænges tilsvarende".
Tag eventuelt en snak med din arbejdsgiver eller forsøg at planlægge ferie i den periode, hvor du har fået besked på, om du er optaget på uddannelsen.
J.G./E.F.
