-Pensionister og datter vil bo sammen
Vi er en familie på tre, der er interesseret i at vide, hvordan vi er stillet, hvis vi flytter sammen i et hus, som vi lejer i fællesskab.Begge mine forældre er førtidspensionister, mens jeg er i arbejde.
Vil vi blive sambeskattet?
Kan I oplyse, hvordan det vil indvirke på mine forældres indtægt?
"K.J."
Svar:
To gange NEJ!
Selv om I flytter sammen, bliver I beskattet af jeres indtægter hver for sig, dvs. som i dag, hvor du bor i en bolig, og hvor dine forældre bor i en anden bolig.
Vi har ingen mulighed for at svare på, hvordan en fælles adresse og måske en fælles husstand kan påvirke dine forældres sociale indtægter, for det afhænger af en række forhold, som vi ikke kender. Men I skal være opmærksomme på, at din indtægt vil indgå i beregningen af en eventuel boligsikring til dine forældre.
Når I har fundet den bolig, som I kunne tænke jer at bo sammen i, kan I få en nøjagtig beregning hos kommunens sociale forvaltning. Dermed har I et godt grundlag for at beslutte, om I vil bo sammen eller ej.
J.G./E.F.
