Min mand og jeg nærmer os begge efterlønsalderen, og vi har to voksne børn, hvoraf det ene – vores søn – har behov for at et økonomisk tilskud for at kunne købe et hus.
Vores datter mangler ikke økonomiske midler. Hun har foreslået, at vi giver vores søn et arveforskud og opretter et testamente, hvoraf det fremgår, at vi har givet et arveforskud.
Lyder det som en god idé, når vi ønsker at hjælpe vores søn?
Er det en bedre idé at forære ham de beløb, som man må forære sine børn afgiftsfrit om året?
Kan vi eventuelt låne vores søn 200.000 kr. og afskrive lånet med de omtalte og afgiftsfri pengegaver?
Hvis lånet er en god mulighed, kan vores datter så forlange lånet indfriet med kort varsel i tilfælde af vores død?
Kan I komme med et bedre forslag?
"A.G."
Svar:
Fire gange TJA! og MÅSKE!
Hvis I vil sikre, at retfærdigheden sejrer til sidst hvad angår fordelingen mellem jeres to børn, skal I benytte arveforskud til at hjælpe jeres søn, og de kan udmærket kombineret med et rentefrit familielån.
Giver du fx din søn 200.000 kr. – enten som en afgiftsfri gave eller et afgiftsfrit arveforskud – skal der betales cirka 22.000 kr. i afgift til det offentlige. Men råder såvel du som din mand over kontante midler, kan I hver især hjælpe jeres søn med 58.700 kr. i indeværende år, og dermed reduceres afgiften til ca. 12.000 kr. af et samlet arveforskud på 200.000 kr.
Ønsker I at slippe fuldstændig for afgift, skal I sørge for, at I begge har midler i jeres andele af fællesejet, dvs. i jeres respektive bodele, fx ved at flytte midler mellem jer ved et gaveægtepagt. Derefter kan I gøre følgende:
1) Giv hver især jeres søn et afgiftsfrit arveforskud på 58.700 kr., dvs. 117.400 kr. i alt.
2) Lån jeres søn det resterende beløb, fx 83.000 kr., på et rentefrit familielån, som I kan kræve indfriet med kort varsel.
3) Bliv spontant gavmild i januar næste år, hvor I atter må give afgiftsfri arveforskud, og nedskrev gælden på lånet med disse beløb. Udgør gælden fx 87.000 kr., kan lånet være fuldt ud indfriet allerede i januar '12.
Når I giver arveforskud, bør det fremgå af et dokument, dvs. en såkaldt arveforskudskontrakt, som både I og jeres søn har en kopi af. Papiret skal dateres og underskrives personligt af begge parter.
I behøver ikke at oprette et testamente, som jeres datter har foreslået. De omtalte dokumenter er tilstrækkelig dokumentation for, at jeres datter skal have en tilsvarende større del af værdierne i dødsboet efter den sidste af jer.
Restgælden på det rentefri familielån skal betales ved død, men da jeres søn er arving, får det ingen økonomisk betydning for ham. Beløbet indgår blot som en del af hans arv efter jer.
J.G./E.F.