-Vores datter skal have et rentefrit lån

Min mand og jeg overvejer at give vores voksne datter et rentefrit lån på kr. 320.000 til indfrielse af et kreditforeningslån.
Må vi det?
Vores datter skal afdrage lånet med et fast beløb om måneden, og hun skal betale os hele restgælden, når hun sælger sin ejerlejlighed.
Da vi ikke ønsker sikkerhed i ejendommen, mener vi, at der blot skal oprettes et gældsbevis.
Kan vi selv lave det?
"K.S."

Svar:
JA! og MÅSKE!
I kan roligt give jeres datter en økonomisk håndsrækning i form af et rentefrit familielån, blot I sørger for:
1) At der oprettes et lånedokument, dvs. et gældsbrev, inden pengene betales til jeres datter.
2) At lånet indeholder et vilkår om, at I til enhver tid kan kræve restgælden indfriet med kort
varsel, fx 14 dages skriftlig varsel.
Lånet behøver på ingen måde have sikkerhed i ejerlejligheden, og det kan udmærket indeholde et vilkår om, at jeres datter skal indfri en eventuel restgæld på lånet ved salg af sin ejerlejlighed,
Hvis lånedokumentet forsynes med et vilkår om, at I kan kræve restgælden betalt med kort varsel, får det ingen negative skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser.
Rent juridisk er der intet til hinder for, at I tager et stykke papir, hvor I skriver "Gældsbrev" foroven og fortsætter med vilkårene for lånet, blot I husker at datere og underskrive gældsbrevet personligt. Men måske er det klogest at købe assistance til at få dokumentet udformet på korrekt vis.
J.G./E.F.

 

designet af webdesigner.dk