-Butik nægter at give mig penge tilbage

Jeg købte for nylig en dyr skindjakke i en mindre butik.
På grund af travlhed fik jeg ikke prøvet jakken ordentligt, og det viste sig efterfølgende, at den ikke sidder særlig godt på mig.
Selv om jeg allerede dagen efter mødte op i butikken igen, nægtede indehaveren at give mig pengene igen. Hun tilbød at lade mig købe andre varer for pengene, og jeg kunne få en tilgodeseddel. Men det var jeg ikke tilfreds med, og derfor tog jeg jakken med igen.
Har jeg ikke som forbruger en fortrydelsesret?
"A.R."

Svar:
BÅDE-OG!
Som forbruger har du fortrydelsesret, hvis du fx køber en jakke i en elektronisk butik, dvs. via Internet. Men dansk lovgivning giver dig ingen fortrydelsesret, når du køber ind i den fysiske verden, dvs. i almindelige butikker. Her er udgangspunktet, at købt er købt, og det kan hverken fortrydes eller byttes, medmindre der er fejl og mangler ved det købte.
At mange forretninger frivilligt har indført forskellige former for bytte- og/eller fortrydelsesret, hjælper dig ikke i denne sag. Du har netop valgt at handle i en butik, der ikke har gjort det, og derfor kan du ikke få dine penge igen.
Du gør altid klogt i at spørge, hvad der gælder, inden du køber tøj og eventuelt andre varer i en forretning. Ellers risikerer du at havne i den samme situation, hvis du en anden gang har lidt for travlt med dine indkøb.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk