-Vi overvejer at sælge æg ved landevejen
Vi købte for et års tid siden et mindre husmandssted, der ligger ud til en landevej, da vi ønsker at dyrke vores egne grøntsager og have et mindre hønsehold.Nu overvejer vi at opstille en lille bod ved landevejen, så forbipasserende kan købe nogle af vores grøntsager og de æg, som vi ikke selv har brug for.
Kan vi uden videre gøre det?
Gælder der særlige regler for salg af æg?
"T.P."
Svar:
BÅDE-OG! samt JA!
Lad os indledningsvis indrømme, at vi på ingen måde er specialister i den del af dansk lovgivning, som I spørger til. Men så vidt vi kan læse i reglerne, må I "uden videre" sælge jeres grøntsager og frugter i en bod, som I opstiller ud til vejen. Der må dog ikke være tale om forarbejdede grøntsager og frugter, fx marmelade eller syltetøj.
Derimod er der en del krav, som I skal opfylde, hvis I vil sælge æg fra jeres bod ved vejen. Dels skal I være registreret hos fødevareregionen, og dels skal I blandt andet overholde følgende regler:
Køberne af æg skal have oplysning om æggenes mindste holdbarhed, hønsene skal undersøges for salmonella, og æggene må ikke sælges i bakker, som tidligere har været brugt.
Inden I eventuelt sætter æg til salg, kan I med fordel tage en snak med den lokale fødevareregion.
J.G./E.F.
