-Ejeren vil selv bo i lejligheden

I begyndelsen af året lejede jeg en toværelses ejerlejlighed, fordi ejeren skulle flytte sammen med sin kæreste i hendes bolig. Vi indgik et etårig lejeaftale, hvor det er bestemt, at jeg uden yderligere varsel skal fraflytte med udgangen af januar næste år.
Nu er ejerens forhold gået i stykker, og han har opsagt lejeaftalen med tre måneders varsel. Ejeren henviser til, at det fremgår af min lejekontrakt, at det er en ejerbolig, som jeg har lejet, og at ejeren kan opsige lejemålet, såfremt han selv ønsker at bebo lejligheden.
Kan jeg tvinges til at flytte efter tre måneder?
Jeg finder det urimeligt, at jeg først skal forpligte mig til at flytte efter et år, og så får jeg kort tid efter en ny frist på kun tre måneder.
"N.G."

Svar:
NEJ!
Din udlejer tager helt og aldeles fejl af lejelovens regler, for han har ingen mulighed for at opsige dit lejemål, før det udløber af sig selv med udgangen af januar næste år.
Hvis din tidsbegrænsede lejeaftale havde været væsentlig længere, fx tre år, kunne udlejeren måske forsøge sig med en opsigelse, såfremt han selv ønsker at bebo lejligheden. Men en sådan opsigelse er kun gyldig, hvis du får en frist på et år, og hvis du får mulighed for at gøre indsigelse.
Send eventuelt din udlejer et anbefalet brev, som du af bevismæssige grunde beholder en kopi af, og hvor du skriver, at du bliver boende, da den tilsendte opsigelse er ugyldig, dvs. uden retsvirkning af nogen art.
Du kan roligt tilføje, at udlejeren ikke har mulighed for at opsige lejemålet i den tidsbegrænsede periode på et år.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk