Nyt udhus skyder op på nabogrund
Vores nabo er i gang med at bygge et udhus, som vil bevirke, at vi ikke længere kan se ud over vejen fra vores køkkenvindue.
Jeg har talt med naboen, som påstår, at han har fået byggetilladelse til udhuset.
Skal der ikke altid foretages en nabohøring, inden et byggeri må gå i gang?
Har jeg krav på at se naboens byggetilladelse?
"H.J.M."
Svar:
NEJ! og JA!
Der skal ikke foretages nabohøring i alle byggesager, og der kan opføres bygninger, fx et udhus på under ti kvadratmeter, uden der bliver givet en byggetilladelse. Men i stedet for at gennemgå de mange regler i byggelov og reglementer vil vi opfordre dig til at gå en tur på kommunens tekniske forvaltning og bede om aktindsigt i alt, hvad der er givet byggetilladelse til på naboens grund. Du har krav på at få indblik i alle eventuelle byggesager, og dermed kan du tjekke, om naboen har fortalt dig sandheden.
Selv om byggeplaner i visse tilfælde sendes til nabohøring, er det ikke ensbetydende med, at de kommunale myndigheder skal give afslag, fordi der bliver protesteret mod et planlagt byggeri. Kommunen kan vælge at se bort fra alle indsigelser. Derfor er det vigtigere for dig at få undersøgt, om størrelsen og beliggenheden af byggeriet er i overensstemmelse med reglerne på dette område. Og det kan du gøre ved at tage en snak med kommunens tekniske forvaltning.
Du kan ikke forlange, at din nabo skal vise dig en eventuelt byggetilladelse. Men du kan se den og eventuelt få en kopi af den ved at anmode om aktindsigt hos teknisk forvaltning.
J.G./E.F.
