For godt en måned siden bestilte jeg noget legetøj til mit barnebarn på nettet, men jeg har endnu ikke modtaget det.
Ved min første rykker svarede butikken, at varen ikke var på lager, men at den var bestilt, og at de forventede at kunne levere den til mig i løbet af to uger. Men der kom ingen vare, og derfor rykkede jeg endnu en gang. Har var svaret, at de havde rykket leverandøren i Spanien, og at varen ville være på deres lager i løbet af få dage.
Er der en grænse for, hvor længe jeg skal vente på at modtage en vare, som jeg har købt?
Kan jeg annullere købet?
”N.H.”
Svar:
To gange JA!
Reglen om forsinkelse står i købelovens § 74:
” Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som han bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.
Stk. 2. I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham og sælgeren måtte forudsætte dette. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat, eller, hvis der ikke er fastsat en sådan frist, inden rimelig tid”.
Du kan give butikken en frist på fx otte dage til at levere varen, og samtidig kan du meddele butikken, at hvis det ikke sker, så er købet ophævet.
Der er i øvrigt vedtaget en ny og strammere regel, som træder i kraft den 13. juni 2014:
”Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. 1. pkt., og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse”.
J.G./E.F.